Vores Eis – Mød de ansatte

Linda Erlund Enslev, lærer.

Fag: Matematik, biologi, kvindfolk og kødgryder samt eventmaking.

Linda bor i Nørre Lyndelse sammen med sin mand Martin og børnene Gry og Bertil. Hun er uddannet lærer fra Odense Lærerseminarium. Linda har arbejdet på Eisbjerghus siden 2009.

Direkte fra eksamensbordet til Eis

Jeg har altid kendt til Eisbjerghus, og på mit sidste semester på seminariet havde jeg biologi sammen med Kåre, som er viceforstander på Eis. Jeg blev færdiguddannet en torsdag, og om fredagen ringede jeg til skolen og sendte min ansøgning. Jeg var så til samtale om mandagen, og tirsdag blev jeg ansat.

Jeg har ikke selv gået på efterskole, så jeg var lidt spændt på, hvordan det ville blive at arbejde sådan et sted. Til gengæld havde jeg lidt rejseerfaring. Jeg var nemlig to måneder i praktik i Sydafrika, mens jeg læste. Det var rigtig spændende! Det er et meget kontrastfyldt land, og oplevelsen gav mig blod på tanden i forhold til det at rejse. I 2012 tog jeg et halvt år til Canada sammen med min kæreste, som læste på det tidspunkt.

I dette skoleår skal jeg med et hold elever til Japan, hvor jeg ikke tidligere har været, så jeg er lidt spændt på rejsen. Det er ret langt væk, tænker jeg.

Bagedyst og mormor-dag

Det tiltaler mig meget, at jeg på Eis har mulighed for at lave så mange fede ting med eleverne uden for undervisningen. En lørdagsvagt er på 24 timer, og det betyder, at man kan lave alle mulige sjove konceptweekender. Hvert år arrangerer jeg f.eks. en mormor-dag, hvor vi begynder med kryds og tværs under morgenmaden. Vi hører radio og skruer selvfølgelig ekstra højt op, når der kommer pressen. I løbet af dagen er der mulighed for at tage ’en morfar’, vi spiser mormor-mad til aften, og dagen slutter med en hyggelig Morten Korch-film. Andre gange laver vi eksempelvis bryllupskage, gækkebreve, Den store Eis-bagedyst, Matador-weekend eller julemarked. Det er eksempler på noget, som jeg ikke ville have ressourcer til at lave i folkeskolen.

Jeg synes, at det er vigtigt at bryde med hverdagen. Nogle gange kan det bare være små ting. Som eksempelvis at lave picnic på gulvet i spisesalen. Det er de der specielle oplevelser, som eleverne husker bedst, når efterskoleåret er slut.

Eleverne rykker sig

Jeg er rigtig glad for at være et sted, hvor der er fokus på fagligheden. Efter min mening går man i skole for at lære noget. Vi har mange dygtige elever på Eis, og det er fedt at være med til at give dem mulighed for at sidde sammen med andre unge, som faktisk også synes, at det er fedt at gå i skole. I hvert fald det meste af tiden. Jeg brænder virkelig for matematik, og takket være niveaudelingen kan jeg målrette min undervisning, så alle får noget ud af det. Der er så mange aha-oplevelser i det fag, hvor eleverne pludselig begynder at kunne se nogle sammenhænge.

Jeg kan også rigtig godt lide at rejse med eleverne, fordi jeg kan se, hvad det gør ved dem. Det at komme på udveksling er ikke altid bare det bedste, og det kan være en stor udfordring. Jeg var overrasket over, hvor meget eleverne rykker sig.

På samme måde er jeg virkelig imponeret over, hvor meget de unge kan finde på. Eksempelvis i projektstyringen i forbindelse med Efterskolernes Dag, hvor de kom frem til nogle ting, som vi voksne slet ikke havde tænkt på.


Har du spørgsmål?

Find svarene under FAQ, hvor du/I finder svar på de mest gængse spørgsmål - eller du/I kan ringe eller kontakte os på mail.

Gå til FAQ

Kom på besøg!

Overvejer du at tage 9. eller 10. klasse på efterskole, så kom og få en forsmag på vores hverdag - den er ikke kedelig!

Læs mere

Tilmeld dig nu!

Hvis du allerede nu ved, at du vil tilbringe et efterskoleår hos os, har vi gjort tilmeldingen let...

Tilmelding

Bestil materiale!

Få tilsendt mere information om vores skole, så du træffer det rigtige valg.

Læs mere

@Eisbjerghus - Instagram

Følg vores dagligdag på Instagram 

Vi bruger cookies. Ved at bruge vores website acceptere du automatisk brugen af Cookies. Vi bruger Cookies udelukket for at optimere brugeroplevelsen.