16-årig efterskoleelev imponerede med 1. maj-tale i Middelfart

Anton er 16 år, kommer fra Svendborg og bor dette skoleår på Eisbjerghus Internationale Efterskole i Nørre Aaby på Vestfyn, hvor han går i 10. klasse. Det er LO Vestfyn, der sammen med Socialdemokratiet, AOF, SF, Enhedslisten, DSU og SFU arrangerer det traditionsrige 1. maj-møde på Lillebæltsværftet i Middelfart. I år havde LO Vestfyn lavet en konkurrence blandt overbygningsklasserne i Middelfart Kommune, hvor det handlede om at skrive den bedste 1. maj-tale. Håbet var at lokke flere unge mennesker til at deltage i og vise interesse for arbejdernes kampdag. Anton fra Eisbjerghus viste sig at blive den eneste deltager i konkurrencen. Men hans tale var bestemt ingen skuffelse. Tværtimod kunne han efter at have holdt sin tale træde ned fra scenen til stående klapsalver.

Anton Stubbe Teglbjerg fangede straks sit røde publikum med indledningen: ”Kammerater!” Og han fortsatte talen i flot stil og med god energi. Budskabet var klart. Solidaritet er stadig noget, vi skal blive ved at kæmpe for. I Danmark og i verden. ”Ingen af os bliver helt frie, før vi alle er frie. Det er solidaritet; at ingen kan tale frit, før vi alle kan. At ingen bliver mætte, før alle har brød på bordet”, sagde Anton.

En anden vigtig pointe i Antons tale var, at vi alle må tage et ansvar for at passe på vores jord: ”Kampen for en bæredygtig planet må altid starte hos den enkelte, og kampen skal tages i hjemmet, i supermarkedet og på valgstedet. Det er ikke en kamp, som udelukkende kan vindes politisk. Den må først og fremmest vindes ved at genoverveje, hvordan vi påvirker og ser os selv i det økosystem, som vi kalder vores hjem, jorden. Det er heller ikke en kamp, som udelukkende kan vindes med klogere computere eller bedre biler. Essensen af løsningen kan ikke være bedre teknologi, uden at vi også følger en sundere filosofi”.

Netop bevidstheden om vores egen og andres rolle i verden prioriteres højt i undervisningen på Eisbjerghus Internationale Efterskole, hvor den unge 1. maj-taler kommer fra. Her ser forstander og lærere det som en vigtig opgave at give eleverne nogle interkulturelle kompetencer, der gør dem i stand til at forstå og samarbejde med mennesker, som kommer fra meget anderledes kulturer end deres egen. Nøgleordene på Eisbjerghus er åbenhed, imødekommenhed, hjælpsomhed og gensidig respekt.

Anton Stubbe Teglbjerg afsluttede da også sin tale 1. maj med at fortælle om det håb for fremtiden, som efterskolelivet i Nørre Aaby er med til at give ham: ”Det kan godt være, at vi har mange udfordringer foran os. Vi har muligvis turbulente tider foran os. Men når jeg ser på de unge, visionære, forskellige mennesker, jeg omgiver mig med til daglig, ved jeg, at vi har alle de ressourcer, som vi har brug for. Deres kreative løsninger på små og store problemer, deres kærlighed over for deres næste og vigtigst af alt; deres håb - det viser mig hver dag, at en anden verden er mulig”.


Har du spørgsmål?

Find svarene under FAQ, hvor du/I finder svar på de mest gængse spørgsmål - eller du/I kan ringe eller kontakte os på mail.

Gå til FAQ

Kom på besøg!

Overvejer du at tage 9. eller 10. klasse på efterskole, så kom og få en forsmag på vores hverdag - den er ikke kedelig!

Læs mere

Tilmeld dig nu!

Hvis du allerede nu ved, at du vil tilbringe et efterskoleår hos os, har vi gjort tilmeldingen let...

Tilmelding

Bestil materiale!

Få tilsendt mere information om vores skole, så du træffer det rigtige valg.

Læs mere

@Eisbjerghus - Instagram

Følg vores dagligdag på Instagram 

Vi bruger cookies. Ved at bruge vores website acceptere du automatisk brugen af Cookies. Vi bruger Cookies udelukket for at optimere brugeroplevelsen.