Forældrene fortæller

Her på siden fortæller Rikke og Søren om Eisbjerghus Internationale Efterskole. De er forældre til Anna, som var elev på Eisbjerghus Internationale Efterskole i 2016/2017, hvor hun gik i 9. klasse og var på udveksling i Indien. Familien bor i Middelfart.

At vælge Eisbjerghus

Rikke: ”Anna havde svært ved at vælge en efterskole, fordi hun er meget musikalsk og kreativ, men hun følte sig ikke rigtigt hjemme på de 5-6 andre skoler, som vi kiggede på. Da hun søgte efter skoler med fokus på det internationale, fandt vi Eisbjerghus, og da vi besøgte skolen, kunne vi med det samme mærke på Anna, at stedet passede godt til hende. Eleverne på skolen var meget samme typer som Anna, og hun følte, at hun passede ind.”

Søren: ”Anna har tidligere været på udveksling med sin folkeskole, og vi har selv boet i udlandet i mange år, så vi ved, hvor meget man får ud af det. Desuden havde Anna brug for at blive udfordret fagligt, og det mente vi, at hun kunne blive her på Eisbjerghus.”

Rikke: ”Her har alle eleverne lyst til at lære noget, og det er ok at være dygtig. Når man kommer på efterskole i 9. klasse, betyder det faglige meget. Det er ikke bare et ’ekstra år’.”

Den personlige udvikling

Rikke: ”Anna var faktisk ikke så social førhen. Hun kan egentlig godt lide at være alene, og derfor var vi også lidt spændte på, hvordan hun ville klare det at komme på efterskole. Men hun gør ting her på skolen, som jeg ikke tror, at hun ville have gjort derhjemme. Eksempelvis har hun meldt sig til at være med i festudvalget.”

Søren: ”Det gode ved at komme på efterskole er blandt andet, at man ikke kender nogen i forvejen, og man bliver derfor nødt til at byde ind for at være med i det sociale liv. Og det er med til at udvikle de unge.”

Rikke: ”Selvfølgelig arrangerer skolen en masse ting, men det er også meget op til eleverne selv at få tingene til at ske, at udfylde rammerne. De skal selv tage noget initiativ. Det er rigtig godt for dem, og det udvikler dem meget.”

Søren: ”Anna har også lært rigtig meget af at skulle bo på værelse med nogle, som hun ikke kendte i forvejen.”

Rikke: ”Man udvikler tolerance og større rummelighed, når man f.eks. finder ud af, at man har et meget forskelligt syn på oprydning og den slags. De har da også selv klaret de forskellige udfordringer, som det har givet.”

Søren: ”Det er også meget positivt, at eleverne ikke er meget opdelt i 9. og 10. årgang.”
Rikke: ”Ja, sammenholdet mellem eleverne er meget flydende på tværs af klasser og hold.”

Forholdet til lærerne

Søren: ”Vi har et rigtig godt indtryk af de små kontaktgrupper, hvor jeg tror, at de får snakket tingene godt igennem. Og de har hygget sig med kage og været på besøg hos deres kontaktlærer.”
Rikke: ”Det er også et godt eksempel på lærernes engagement. Anna har aldrig haft svært ved at motivere sig selv i skolen, men jeg kan alligevel mærke, at det betyder noget for hendes motivation, at forholdet til lærerne er mere ligeværdigt. Der bliver stillet krav til eleverne, og de får lov til at tage et stort ansvar.”

Søren: ”De bliver ikke behandlet som børn, men som unge mennesker.”

Den faglige udvikling

Rikke: ”Anna kan godt lide at være blandt de bedste i skolen. Her på Eisbjerghus kræver det mere af hende, end det gjorde i folkeskolen. Hun skal oppe sig mere, fordi der er flere dygtige elever. Skolen fokuserer meget på elevernes sprogundervisning. Den bedste måde at træne sprog på er jo netop ved at bruge sproget, når man f.eks. er ude at rejse. Anna har altid været god til engelsk, men forleden øvede jeg eksamensoplæg sammen med hende, og der blev jeg virkelig imponeret. Hun har rykket sig rigtig meget.”

Søren: ”Anna fortæller også, at de har nogle meget dygtige og engagerede lærere. Og de andre elever har alle lyst til at lære noget. Det betyder meget.”

Udvekslingsrejsen

Søren: ”Inden udvekslingen i Indien nåede Anna at være med Eisbjerghus i både Harzen, Tyrkiet og Bruxelles. Det var nogle rigtig gode ture, som var med til at forberede hende til udvekslingsrejsen.”

Rikke: ”I Indien boede eleverne dels hjemme hos de indiske elever, dels på en kostskole. Da Anna valgte, at hun gerne ville til Indien, var jeg først ret nervøs, men vi blev godt klædt på, og vi var faktisk trygge hele vejen.”
Søren: ”Eleverne vidste ikke så meget om, hvor de skulle hen, og de havde ikke etableret kontakt med eleverne i Indien på forhånd, og derfor vidste de heller ikke, hvem de skulle bo hos. Det var noget af en udfordring.”

Rikke: ”Ja, jeg kunne mærke på Anna, at netop det med at skulle tage alene med en fremmed elev i Indien hjem var meget udfordrende. Der skal man virkelig bare være åben! De bliver tvunget til at møde verden med tillid.”

Søren: ”Det har været mindst lige så hårdt og udfordrende for eleverne at være værter for udvekslingseleverne fra Indien.”
Rikke: ”Ja, det er meget krævende, fordi de skal være så meget på hele tiden. Alting er jo anderledes her i Danmark, og derfor skal de konstant være klar til at hjælpe og forklare.”    

Søren: ”Det er helt sikkert, at de i udvekslingen får lov at prøve noget helt nyt og anderledes, og de har fået en masse indsigt.”

Rikke: ”Anna har fået nogle oplevelser, som vi ikke ville kunne give hende.”

Søren: ”Det har også været spændende for os derhjemme at have besøg fra Indien.”
Rikke: ”Og det har været mindst lige så spændende at se, hvordan de danske elever har påtaget sig rollen som værter.”

Klar til de videre studier

Søren: ”Vi kan mærke, at Anna nu er klar til at komme på gymnasiet. Både på det faglige niveau, men så sandelig også socialt. Hun har prøvet at begynde et helt nyt sted, og hun har fået skabt nogle nye venskaber.”

Rikke: ”Hun er blevet trænet i at træde ind i en ny verden med nye mennesker, og hun er blevet trænet i at skabe et nyt socialt liv. Hun er også blevet meget bedre til at organisere sig og tilrettelægge sin tid. Her på Eisbjerghus sker der hele tiden så meget, så hvis man vil nå det hele, bliver man nødt til at kunne planlægge og prioritere.”

Søren: ”Førhen skulle vi spørge, om hun nu havde husket at lave sine ting. Det klarer hun jo bare selv nu.”

Har du spørgsmål?

Find svarene under FAQ, hvor du/I finder svar på de mest gængse spørgsmål - eller du/I kan ringe eller kontakte os på mail.

Gå til FAQ

Kom på besøg!

Overvejer du at tage 9. eller 10. klasse på efterskole, så kom og få en forsmag på vores hverdag - den er ikke kedelig!

Læs mere

Tilmeld dig nu!

Hvis du allerede nu ved, at du vil tilbringe et efterskoleår hos os, har vi gjort tilmeldingen let...

Tilmelding

Bestil materiale!

Få tilsendt mere information om vores skole, så du træffer det rigtige valg.

Læs mere

@Eisbjerghus - Instagram

Følg vores dagligdag på Instagram 

Vi bruger cookies. Ved at bruge vores website acceptere du automatisk brugen af Cookies. Vi bruger Cookies udelukket for at optimere brugeroplevelsen.